Mustafa Hassan: Brøndby er min familie

4. oktober, klokken 18:55 af Bruun

For godt et år siden fik Mustafa Hassan senior-debut hjemme mod B93 i en 2DØ-kamp. Mod slutningen af kampen blev han indskiftet og kvitterede med to mål. Nu er han udtaget til kampen mod OB og mange — inklusiv Mustafa Hassan — håber sikkert, at han kan gentage den bedrift.

Mustafa Hassans barndom og opvækst har været væsentlig anderledes end hvad spillerne i A-truppen har oplevet. For kun ni år siden blev hans far smidt i fængsel i Irak, fordi han nægtede at overgive sin jord til Saddam Husseins styre og Hassan og hans familie måtte flytte fra deres hjem. Siden lykkedes det faren at flygte fra fængslet og hele familien fik asyl i Danmark, hvor den vævre angribers fodboldkarriere kunne begynde.

Den har dog heller ikke altid været en dans på roser, da Mustafa Hassans far ikke har accepteret sin søns ønske om at satse på en karriere inden for fodbold. Det har medført, at de i dag ikke er på talefod og derfor var det en ekstra stor personlig sejr for Mustafa Hassan, da han blev udtaget til kampen mod Rosenborg.

Ingen fis og ballade

Hvordan var din tur til Norge?
- Det var dejligt. Jeg er rigtig glad for, at jeg fik lov til at komme med og se hvordan det er. Rigtig stolt, faktisk. Det var stort for mig.

Var det en stor omvæltning i forhold til de omgivelser du normalt færdes i med U19- og U21-holdet
- Ja, det var det! Man skulle have nyt tøj på, man skulle have jakkesæt på, man skulle være fin, man skulle opføre sig ordentligt og ikke lave så meget fis og ballade. Bare koncentrere sig hele tiden. Det var sgu meget sjovt at prøve.

Havde du svært ved at holde dig i skindet, og ikke lave så meget ballade?
- Ja, en lille smule. Man vil jo gerne have det sjovt samtidig, men det er meget mere seriøst deroppe (på førsteholdet, red.).

Alt kan lade sig gøre

Hvor meget har denne oplevelse betydet for dig?
- Det var en kæmpe overraskelse for mig, at jeg skulle være med. Helt vildt. Så indtil videre har det været en af de bedste oplevelser i mit liv.

Så du troede ikke, at du var så tæt på A-truppen?
- Overhovedet ikke. I hvert fald ikke så tæt på, at jeg skulle kunne komme med på en Europa-tur. Det viser bare, at alting kan lade sig gøre.

Hvordan har du det med at din navn pludselig bliver nævnt i medierne og at der bliver lagt videointerview med dig ud på Brondby.com?
- Det er kun godt, for det viser, at jeg klarer mig godt. Jeg er sgu glad for, at det er sådan. At der er nogen der gider bruge tid på at skrive om mig.

Tror på sig selv

Blev du en lille smule skuffet over, at det var Tobias Mikkelsen — og ikke dig — der fik de sidste par minutter på banen mod Rosenborg?
- Jeg håbede (på at komme ind, red.), men det er trænerens vurdering og jeg er ikke skuffet. Eller… selvfølgelig er jeg skuffet. Selvfølgelig ville jeg gerne have kommet ind på banen og have vist hvad jeg kunne. Men det må jeg bare vise her på søndag mod OB, hvis jeg får chancen og så tage det derfra.

En knald eller fald–kamp mod Rosenborg og nu en udekamp mod topholdet i Superligaen. Gør tanken om at stå overfor så stærke modstandere dig nervøs?
- Selvfølgelig er man lidt nervøs, og har lidt sommerfugle i maven. Men jeg tror, at når jeg kommer ind på banen, så handler det om fodbold. Der vil jeg give alt hvad jeg har, og så glemme det om at være nervøs. Jeg tror på mig selv og de fodboldværktøjer jeg har. Hvis jeg får chancen vil jeg i hvert fald gøre mit bedste.

Hvad kan en Mustafa Hassan bidrage med?
- Jeg kan bidrage med et enkelt mål og måske lægge op til et. I hvert fald gøre modstanderne usikre nede bagved, og få forsvarsspillerne til at løbe lidt mere end de plejer at gøre. Ligge og lure på de dybe bolde.

Du plejer at spille sammen med fysisk stærke spillere som Tobias Hansen, Brent McGrath og Patrick Mortensen. Hvordan ville du have det med at spille sammen med Morten “Duncan” Rasmussen eller Ousman Jallow?
- De er lige mine typer. Jeg tror, at Duncan er lidt stærkere end Jallow og derfor bedre til at lægge den af og sådan. Så hvis jeg får chancen og kommer til at ligge lige bag Duncan, så kan der opstå mange farlige situationer.

Hvad fanden skal jeg gøre?

Har du gjort dig tanker om, hvordan du vil fejre dit første mål for A-holdet?
- Ja, det må jeg sgu sige, at jeg har. Jeg har siddet og tænkt over det rigtig mange gange, men har ikke rigtig fundet på noget. Det kommer bare til mig, hvis det sker, at jeg scorer.

Mod Rosenborg var der en del Brøndby-fans med og i Odense kommer der til at være endnu flere. Hvordan bliver det at skulle løbe ned og hilse på dem før kampen?
- Jeg gjorde det før Rosenborg-kampen og det var kæmpe stort. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Prøvede lige at kigge lidt på de andre spillere og så bare gøre som dem. Men det var sgu stort! Jeg havde et kæmpe smil om munden og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg klappede bare og var rigtig glad og stolt. Glad for at de (Brøndbys fans, red.) gad at komme.

- Da de råbte på mig, så tænkte jeg: “Hvad sker der nu? Hvad skal jeg gøre?”. Så gik jeg over til Pierre Kanstrup og spurgte hvad fanden jeg skulle gøre, og han sagde, at jeg bare skulle løbe der ned og hilse. Det gjorde jeg så, men jeg var totalt nervøs og totalt bange.

Et forbillede

Til B.T. udtalte du for nylig, at du gerne vil være et forbillede for andre andengenerations-drenge. Hvilket slags forbillede vil du gerne være?
- Først og fremmest vil jeg gerne vise, at de unge andengenerations-drenge her i klubben kan blive til noget, hvis de arbejder hårdt for det. Selvfølgelig kræver det talent, men hvis bare man arbejder hårdt og tror på sig selv, så kommer succesen. Det handler også meget om at få noget indhold i hverdagen. Hvis en ung indvandrer går på gaden og ikke har noget at tage sig til, så ser han måske mig og tænker: “Hvis han kan, så kan jeg også!”. Så kan han måske begynde på noget fornuftigt, som at starte til fodbold eller noget andet noget i en klub. Jeg ved bare, at næsten alle indvandrere elsker fodbold, så det ville gøre et stort indtryk (på dem, red.), hvis jeg fik chancen for at spille.

Du er ikke bange for, at der kommer ekstra pres på dig, fordi du netop kan blive den første andengenerationsindvandrer, der spiller en officiel kamp for Brøndby?
- Jeg mærker ikke så meget pres, fordi klubben passer godt på mig og gør det der er bedst for mig. Så det er jeg ikke så nervøs for. Hvis klubben ikke mente, at jeg var klar til det, så ville jeg ikke have blevet udtaget. Men det er jeg nu, og det er det jeg har ventet på.

I et stort interview med Jyllands Posten fortalte du om dine første oplevelser med fodbold som 12-årig på Bornholm. Nu er du 18 år og snublende tæt på at få debut for Brøndbys førstehold. Hvordan er det at have nået så meget på så kort tid?
- Det er selvfølgelig stort. Men det viser også, at jeg har været hos nogle gode klubber, som har passet godt på mig og gjort det godt for mig. Og det er jeg rigtig glad for! Det viser, at alting kan lade sig gøre. Også for andre udlændinge og andre spillere, som måske ikke helt tror på det. Hvis man virkelig tror på det og giver sit bedste, så kan det lade sig gøre. Hvis man er tålmodig, så skal man nok få en chance. Men det kræver, at man er god og stærk mentalt.

Tænker på familien

Har du delt Rosenborg-oplevelsen med din far?
- Nej, jeg snakker ikke så meget med min familie faktisk. De er der ikke — overhovedet — for mig. De ved ikke engang, at jeg blev udtaget til Rosenborg-kampen. Det med familien, det er noget rod og jeg snakker overhovedet ikke med min far.

Hvem delte du så oplevelsen med?
- Faktisk kun mig selv. Og så lidt med nogle af mine venner. Den aften jeg fik det at vide, så gik jeg ud og spiste med nogle af mine venner, for det skulle fejres. Jeg var rigtig glad for det, men det kunne være vildt dejligt, hvis min familie havde været der. Så kunne jeg gå over til dem og give dem et stort kram og de kunne sige: “Det er godt gået, min søn. Sådan skal det være!” Men det går ikke og sådan fungerer det ikke med min familie.

Hvad gør det ved dig? Giver det dig en lyst til at arbejde hårdere for at bevise, at du valgte rigtigt med fodbolden?
- Det er det, jeg virkelig går efter! At de lige pludselig ser mig i fjernsynet og så kan tro på, at jeg har taget det rigtige valg. At de indser, at de begik en fejl og at jeg kan komme tilbage til dem. Men det er nok for sent til at jeg kan komme tilbage. Alligevel tænker man altid på sine forældre.

Var helt væk

Når du scorer dit første mål for Brøndbys førstehold vil der højst sandsynligt stå en horde af ellevilde mennesker klar til at fejre oplevelsen med dig. Hvor meget betyder det for en ung spiller som dig, at tusindevis af mennesker hver uge rejser land og rige rundt for at følge Brøndby?
- Det betyder meget og jeg er rigtig glad for, at de bruger tid på os og tager ud og kigger på os. Det er lidt ligesom at det er min familie. Sådan føles det engang imellem. De bruger virkelig meget tid på det, og de er der overalt. Det et stort. For mig er det kæmpe stort. Det første jeg kiggede efter, da jeg skulle ind og varme op mod Rosenborg, det var fansene. Hvor de stod henne, hvor mange de var og sådan.

- Jeg har altid gerne ville opleve Brøndbys fans sådan rigtigt, hvor man selv stod på banen og skulle spille. Jeg havde sommerfugle i maven og var nervøs i benene. Da de kaldte på mig var jeg rigtig bange for at jeg skulle falde. Så nervøs var jeg. Jeg var helt væk på det tidspunkt, men det var en kæmpe oplevelse.

Hvilket forhold vil du gerne have til Brøndbys fans?
- Et godt forhold. Det ville være stort for mig, hvis vi kunne opbygge et godt forhold og de ville give mig opbakning. Det ville give mig selvtillid, hvis de blev ved med at råbe mit navn og så kunne jeg spille en god kamp.

- Men først skal jeg lige lære hvordan man skal gøre, når man skal ned og hilse på dem, haha.

16 Kommentarer