Kronik: Er vi glade nu?
2. december, klokken 12:03 af 90minutter.dk
Vi har på 90min.dk modtaget en kronik fra Jannik Mosholt, som nok vil være de fleste Brøndby-fans ukendt. Men når vi i stedet kalder ham Mr. Bukkake Humor Polizei, vil de selvsamme fans formentlig nikke genkendende og med et smil på læben.
Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men verden har forandret sig. Det gør den selvfølgelig hele tiden. For det meste lægger vi bare ikke mærke til det. Vi ændrer os selv i takt med omgivelserne, og forandringen bliver derfor oftest på underligste vis bare en form for status quo. Sådan er det ikke længere. Lige nu i hvert fald. I hvert fald ikke for mig.
Manden, der gjorde mig opmærksom på forandringen, er sjovt nok manden, der i et par år konstant er blevet beskyldt for stilstand og gamle dyder. En mand, der gik modstræbende ind i et projekt, der for de fleste forekom utopisk. For to år siden lå Brøndby IF, som vi kender klubben, i ruiner. Michael Laudrup var væk, det samme var de spillere, der havde ført klubben til mesterskabet kort forinden.
Tilbage var en sørgelig blanding af marginalspillere, håbløse nyindkøb og en træner, der ikke havde svært ved at se problemerne, men til gengæld ikke havde autoriteten til at få andre til at handle på dem. Ingen havde lyst til at få det hele vendt på hovedet. Rygterne om, at en skævridning af fundamentet allerede var begyndt under Laudrup, blev hele tiden forsøgt dysset ned. Det havde været en god tid, hvorfor smide malurt i bægeret lang tid efter det var blevet tømt?
Det hed sig, at Bjerregaard og søn var ved at køre skudden i sænk? Og hvem skulle så få den på ret køl igen? Ingen andre end klubbens egen Kaptajn Ahab. Tom Køhlert, hevet frem fra skuffen for Gud ved hvilken gang, men når klubben bløder, behøver man en klubmand.
- Det kommer til at tage et par år, sagde manden, men ingen hørte på ham. Jeg havde det, angiveligt som de fleste andre, som om det hele ville vende igen ved et trylleslag. Så galt kunne det jo alligevel ikke stå til. Nogen måtte vide, hvad de gjorde. Rygterne om kongens død måtte være stærkt overdrevne. Sådan var det bare ikke. Køhlert havde ret. Der skulle startes forfra, suttes op fra slap, ingen køer var hellige i forsøget på at få det til at køre igen. Det forstår jeg nu. Det er altid nemmere at se det store billede i bagklogskabens klare lys, men jeg forstod det aldrig helt mens det stod på.
2006/2007 sæsonen var ligesom givet på forhånd. Den havde Meuelensten og Anders Bjerregaard ligesom ødelagt på forhånd. Derfor var det da et eller andet sted også ok, at Køhlert ikke hev et mesterskab ind i den omgang. Det var bare generalprøven. Men 2007/2008 skulle være noget andet. Her skulle Køhlert vise, hvad han duede til. Dårligdommene skulle glemmes og de gamle dyder vises frem igen. Sådan gik det bare aldrig helt.
Selvfølgelig vandt vi pokalen, det kan ingen tage fra os, men præstationerne i ligaen var omtrent ligeså stabile som en kopfuld nitroglycerin i hånden på Michael J Fox, og resultaterne blev derefter. Brøndby endte på en lidet flatterende ottendeplads, og hvem skulle have skylden? Hvem var det, der var kommet slentrende med al sit ævl om tålmod, disciplin og viljen til sejr? Hvem var blevet for gammel til moderne fodbold? Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ønskede gode gamle Tom langt ud, hvor peberet gror, og det er her noget begynder at dæmre, når jeg nu ser tilbage. Det er her verden begyndte at krakellere.
Vi skruer nemlig nu tiden et halvt år frem. Sommerpausen bød på en håndfuld solide signinger af spillere, med hjemvendte Krohn-Dehli som en uventet top af kransekagen. Brøndby spillede sjældent prangende, men alligevel skete der noget mærkeligt. De vandt. Og de vandt igen. Og igen. Så tabte de lige lidt, og jeg var klar til at blive sur igen. Men så vandt de sgu bare endnu engang. Pludselig begyndte jeg at elske Tom Køhlert på ny. Alt det jeg havde været irriteret over før, mandens foragt for alt udenom selve fodbolden, udfaldende overfor pressen og den evige ”jeg gider slet ikke være her” mentalitet, alt det så jeg pludselig som en force. Tom Køhlert kunne gøre som han ville, en vinder har nemlig altid ret.
Og det er så her verden har forandret sig. Det er her jeg sidder tilbage med en dårlig samg i munden. Efterårets sidste kamp på Brøndby stadion, forsøgte en stor gruppe medlevende fans at klappe gamle Tom ud til hyldest, men hovedpersonen kom aldrig ud fra sit hi i omklædningsrummet. Han gad ikke mere. Engang havde han følelserne med i spillet, men sådan er det ikke længere. Nu er han bare… ligeglad!?
Tom Køhlerts forklaring var, at sådan var det blevet i moderne fodbold, noget jeg ellers altid har været imod, men nu må sande jeg er blevet en del af. For hvor var kærligheden til klubben da det gik dårligt? Jo, jeg kom da til kampene, jeg lagde penge i kassen for fadøl og frankfurtere, men jeg bakkede ikke op. Jeg brokkede mig bare, mens jeg var sikker på at verden ville være et bedre sted hvis både Tom Køhlert, Bjerregard senior og dennes søn pakkede sammen og gik. I pressen var stemningen det samme. Lige til det begyndte at gå godt igen. Man ved der er to torsdage på en uge, når selv Niels Christian Holmstrøm sender roser i Køhlerts retning.
Fodboldverdenen er foranderlig, men lunten er også blevet kortere, og det er heri den store forandring ligger i forhold til Brøndby IF. De fleste, jeg selv inklusive, brøster sig af, at Brøndby er en forening mere end en forretning. I Brøndby står vi sammen, side om side. Vi bakker op uanset resultatet, for os er klubben nemlig over alt andet. Sådan er det bare ikke længere, og det var Tom Køhlert selv, den sidste klubmand i klubben, der fik mine øjne op for det. Han kaldte det efter sin sidste kamp foran Faxe tribunen, der så gerne ville hylde ham.
Det handler ikke længere om følelser. Det hele er blevet sort/hvidt. Hvis man vinder er man god, taber man er man ond. Det gider han ikke mere, den gamle klubmand, og det forstår jeg sådan set godt. Jeg forstår det bare lidt for sent. Men tak for øjenåbneren, Tom. Jeg håber du igen en dag kan få følelserne tilbage, når du sidder på tilskuerpladserne med en kold fad i hånden, selvom Brøndby skulle gå hen og tabe. Og jeg håber det samme for mig selv, nok i virkeligheden MEST for mig selv…
Jannik Mosholt
Bukkake Humor Polizei
Indholdet i en kronik er alene udtryk for skribentens holdninger og deles ikke nødvendigvis af 90min.dk.
11 kommentarer til “Kronik: Er vi glade nu?”
Smid en kommentar
Du skal være logged ind for at skrive en kommentar.
2. december, 2008 kl. 12:49
Det er sgu godt strikket sammen det der. Ingen yderligere kommentarer, da du er kommet rigtig godt omkring det hele.
2. december, 2008 kl. 13:42
Godt skrevet – og nogen meget vigtige tanker at gøre sig. Vi er hver især nødt til at beslutte os for hvilken retning vi vil vælge.
Tom har valgt sin retning, og har taget afstand fra Cirkus, Power Ranking og journalister der skal vide om han hænger til højre eller venstre. Det respekterer jeg ham for, men det er ikke sådan jeg lever mit liv!
Andre af os, heriblandt mig selv, har ment at det var på tide at der kom radikale ændringer i ledelsesstrukturen i Brøndby.
Men har der ikke været en vigtig pointe i denne kritik? Har klubben ikke været for enøjet? Jeg tror bestemt at Herman er kommet ind af døren med en masse visioner og ideer – og fordi vi har været på røven, har han fået massiv opbakning. Der er ingen der ved hvordan det var gået hvis han var kommet samtidig med Eivind. De kunne sagtens være røget på porten sammen.
Jeg synes stadig at skandalen omkring Per og Bella Centret er en af de mest skræmmende i Brøndbys historie. Jeg mener stadig at det var på høje tid at Per gik af som direktør og lod professionelle kræfter tage over.
Jeg er stadig ikke tilhænger af Anders Bjerregaard som Sportschef, da jeg ikke mener at hans navn åbner nogen døre som enhver repræsentant for Brøndby ikke ville åbne, men det er en anden sag. Indkøbene har været bedre de sidste 12 måneder…
Min personlige optimisme vender ikke rundt på en tallerken pga. et 5-0 nederlag på heden, og heller ikke fordi vi henter en pokalfinale-sejr. Jeg følte først at skuden var vendt da vi i 6. runde slog PSE.
At stå op og få nyheden om Krohn-Dehli, at sidde på stadion og se kameraet finde Jallow, der med sine solbriller på stadig ser dybt forvirret ud, indtil han rejser sig op, og hele stadion går amok. At se kampen, som bliver vundet af det bedste hold, i modsætning til andre sejre mod samme modstander! At se Krohn-Dehli få debut og kontrollere venstrekanten fra første boldberøring! DER vendte min pessimisme til optimisme. Efter at have set storspil i Farum, middelmådigt spil i de andre kampe, men stadig ligge til i toppen, følte jeg denne dag, at NU var skuden på rette kurs!
Ikke som en sportsjournalist der alene kigger på sidste weekend, men heller ikke som en ægte klubmand, der ukritisk sidder stiltiende mens rygter og skandaler skiftes til at køre klubben tættere mod afgrunden!
HPH
2. december, 2008 kl. 14:01
Hej!
Jeg er lidt ked af at læse denne kronik… For det er ikke sådan jeg følte overhovedet under 06-08Krisen. Jeg synes mere, at jo mere holdet tabte, des mere stod jeg bag holdet… Tror aldrig jeg har været så meget “fan” som i den periode. Man skulle jo konstant forsvare sig på klubbens vejne mod kammerater og kolegaer omkring de dårlige resutater, og DET gjorde i hvertfald mig stærkere i mit tilhørsforhold til Brøndby…
At Kølhert ikke kommer ud og takker af gjorde mig utroligt ondt, og jeg er enig i skribtens holdning til at han må være blevet træt af “showet”… Men jeg synes også det er helt okay at han ikke kommer ud, for han har gjort sit arbejde… Og det er gjordt SKIDE godt…
Så drenge find nu de gamle følelser frem.. De er der jo i nu…For vi skal F*** IKKE VÆRE SOM PUB OG SPORT!
2. december, 2008 kl. 14:46
Jeg har slet ikke haft samme tilgang til krisen som skribenten.
Det er netop fordi, jeg IKKE så det hele som værende sort og hvidt, at jeg valgte at blive ved med at støtte op om klubben i krise-perioden.
Men det er rigtig nok at mange har haft samme tilgang som skribenten. Tåbelige tiltag som: 16 min. med ryggen til banen; “Anders tag nu og gå”-sangen; hopperiet på spillernes biler; sten gennem spillerbussen; og garanteret meget andet som jeg ikke lige kan huske nu, er ting som har afspejlet at folk har set det hele som værende sort og hvidt. Det har været utroligt at man ikke har kunne se lidt mere nuanceret på situationen.
Men jeg vil så også sige, at jeg også har været kritisk overfor hvad der er foregået. Indimellem har det været ved at kollapse fuldkommen. Symboliseret i Aalborg kampen, hvor Madsen slår Duncan.
I visse situationer har man været for lang tid om at få fjernet de brodne kar. Elanga, Rytter og Lantz skulle have været smidt ud af klubben, meget hurtigere efter min smag.
Der blev fucket op i forbindelse med Erik Larsen. Det er nok en fejl vi aldrig ser igen i Brøndby. Heldigvis.
Men disse ting har sgu ikke gjort at jeg ikke støttede op om klubben. Jeg har holdt min kritik af hvad der er foregået på Brøndby forums, og så har jeg ellers støttet op om klubben. Jeg kunne jo tydeligt se, at man var igang med at rette skuden op, på trods af at resultaterne var dårlige, så var der jo trods alt en overordnet fremgang at spore. Det er et eksempel på at det hele ikke er sort og hvidt for mig.
Krise-perioden har gjort pisse ondt, men jeg har altid været stolt af at være Brøndby fan.
2. december, 2008 kl. 16:50
Til Gormhoff.
Jeg er helt enig, det var også i den periode, hvor jeg blev en super ægte hard core fan og forsvarede klubben – ikke alle personerne – men klubben.
Men har synes det var et godt træk, at Per B gik af og blev afløst af Hermann. Men ingen skal svine Per B til – da hans indsats i dansk fodbold er uovertruffen. Ham brugte jeg en del tid på at forsvare.
Jeg undrede mig også over Tom K’s afslutning i lørdags, men forstår det, når man hører om hans oplevelser under krisen: at fremmede folk kommer hen og sviner ham til, når han står på posthuset og vil betale regninger, at der bliver råbt efter ham på gaden og til sidst, at der bliver smadret ruder i hans hjem.
Men det ændrer jo slet ikke på min oplevelse af krisen: jeg blev endnu mere Brøndby til jeg dør
3. december, 2008 kl. 00:18
Hvor har du hørt om de specifikke oplevelser? Synes ikke det er noget, som der har været skrevet om i medierne.
3. december, 2008 kl. 10:02
Jo, det har han faktisk omtalt et par gange under interviews i forbindelse med pokalfinalen.
3. december, 2008 kl. 11:01
Jeg kender heller ikke til de omtalte episoder. Surt. Det har han på ingen måde fortjent, men jeg forstår nu hvorfor han ikke ville ud til fansne. Jeg hører desværre også til en af dem som ville af med Tom i sommerpausen, men mand hvor er jeg glad for at han blev.
4. december, 2008 kl. 00:38
Fin kronik som jeg stort set er enig i. Dog er der et vendepunkt jeg mener man bør hæfte sig ved, nemlig forsøget på at overtage klubben som gudskelov blev afvist.
De dage blev de gamle dyder som de kaldes – visionerne om positiv fodbold, vilje, ingen over holdet og så videre – hevet frem og af en eller anden grund virkede det som om det satte gang i noget igen. Måske var det på det tidspunkt Tom for alvor fik frie tøjler til at sætte kursen?
En ting omkring Toms manglende fremkomst i Lørdags er, at hvis det Tom altid har stået for, nemlig det hårde uselviske arbejde for klubben er noget han er den sidste der har på dagsordenen er sand, så kan det nok ikke udelukkes at det ville blive alt for følelsesladet for ham at stå foran Faxe, det kunne jo også forklare et og andet.
Men, når det så er sagt, så vrimler klubben altså med ægte klubfolk, personificeret ved en PerPer der træner juniorspillere sammen med Ranum der sågar har spillere boende hjemme i privaten, Turbo som træner ynglinge og et hav af andre trænere, ledere, bodfolk, forældre og meget andet. Selskabet er altså stadig bygget ovenpå foreningen, og den lever i bedste velgående kan jeg hilse og sige. Måske er det netop derfor Kent og Daugaard har mulighed for succes: De appelerer til rødderne i en klub som forresten fylder år den 4/12. Tillykke med det, tak til Tom og stor optimisme herfra, OGSÅ i nedgangstider!
4. december, 2008 kl. 00:43
HOV…jeg skal jo ikke sætte datoen frem selvom kl. er over midnat, så det er(stadig) 3/12 der er dagen.
6. december, 2008 kl. 15:34
Glimrende kronik, som understreger en vigtig pointe; kærligheden til Brøndby skal være baseret på andet og mere end sportslig succes.
Selv har jeg heldigvis oplevet netop dét. Krisen har kun gjort mit tilhørsfodbold til Brøndby større.