Analyse: Jo mindre rum, desto mere plads
17. marts, klokken 3:20 af Karsten Partov
UNICEF-dagen bød på den ventede sejr, men både kampen — og SAS-liga runden i det hele taget — viste endnu gang, at ingen får tre point forærende mere. Og AGF bød før pausen op til dans. Udbyttet var dog det samme i begge halvlege, men spillet blev væsentligt forbedret. Chance fulgte på chance efter pausen, men knap 20.000 tilskueres frygt for et lucky AGF-punch blev afløst af en massiv kollektiv glæde over den nye start på foråret. Guldjagten er i gang.
Tom Køhlert kæmpede ofte med det irriterende fænomen, at Bøndby-holdet havde svært ved at spille to gode halvlege i samme kamp. Noget kunne tyde på, at Kent Nielsen står overfor samme udfordring. Første halvleg mod FCK var elendig og i kampen mod AGF var Farneruds 1-0 mål stort set det eneste, der var værd at tage med fra de første 45 minutter. Og det trods for, at Kent Nielsen med Thomas Rasmussen tilbage nu råder over de 11 mand, der ser ud til at være hans klart foretrukne.
AGF i overtal på midten
Brøndby-spillerne kunne endnu engang glæde sig over stor støtte fra tribunerne, da næsten 20.000 mennesker havde valgt at tilbringe første del af søndag aften i selskab med Vestegnens Stolthed. De virkede dog alligevel tunge og usamlede i den første del af kampen, og tilskuerne måtte nøjes med Farneruds mål på Duncans oplæg at varme sig på.
AGF stillede op med fløjspilleren Jeremiah White som eneste angrebsspiller, og alligevel var også han ofte at finde langt tilbage i banen. Sammen med det faktum, at Duncan og Farnerud holdt sig relativt langt fremme ved AGF-boldbesiddelse, var østjydernes manglende angreb medvirkende til, at de ofte kom i overtal på midten af banen. Ikke bare var udgangspunktet på midtbanen en ekstra mand i udeholdets favør, bevægelserne fra holdenes angribere var også med til at sikre periodevis AGF-dominans på Brøndbys banehalvdel.
Virkningsfuld the
Farligt blev det dog sjældent, og specielt efter Farneruds første mål i en betydende kamp på Brøndby Stadion blev det tydeligt, at Brøndby ikke lod sig lokke frem til chancebetonet boldjagt. Alligevel kunne de fleste tilskuere ikke undgå at sidde tilbage med en følelse af, at AGF ville have en reel mulighed for at få point med fra Vestegnen, hvis billedet fortsatte i anden halvleg.
Det gjorde det imidlertid ikke. Allerede få øjeblikke efter at den sidste pausethe var skyllet ned, blev hjemmeholdets presspil udført med markant større tryk og koordinering end i første halvleg. En mentalitet der før pausen kunne minde om frygt for at blotte sig, var efter erstattet af en fælles vilje, et fælles mod til at ville noget i kampen. Ofte var fire-fem mand med i presset, og næsten lige så tit var resultatet, at bolden blev erobret.
Angrebet rykket tilbage – holdet frem
En anden og ikke mindre vigtig taktisk justering fra første til anden halvleg var, at Farnerud og også Duncan gik en anelse længere tilbage mod midten samtidig med, at von Schlebrügge og van der Schaaf ofte gik længere frem. Resultatet var et langt mere kompakt Brøndby-hold, et Brøndby-hold der dermed både mindskede århusianernes muligheder for småspil på midten, men også profiterede af at have en glimrende spilfordeler som Krohn-Dehli på en central position.
Typisk blev boldene ofte spillet op på Duncan, men hvor han i første halvleg i flere tilfælde blev nødt til at holde længe på den, forsøge noget selv (hvad der lykkedes ved det første mål), eller ofte spille den tilbage til start, kunne han nu nøjes med at spille en lille bold tilbage, typisk til Krohn-Dehli eller Farnerud.
Kanter som defensive stopklodser
AGF’s bageste forsvar, der pressede op på Duncan, befandt sig pludselig i en situation, hvor en ellers betryggende kort afstand ned til Steffen Rasmussens mål nu var blevet forøget kraftigt. Til stor moro for spillere som Farnerud, Holmén, Kristiansen og ikke mindst Daniel Wass, der spillede en central rolle i det offensive spil efter pausen.
En anden opspilstype uden Duncan som opspilstation, noget mere asymmetrisk, gik fra forsvarskæden, op til den centrale midtbane, videre ud til Jan Kristiansen, der hurtigt spillede videre fremad, gerne helt op til en fremadstormende højrekant. I det hele taget arbejdede både Holmén og Kristiansen stenhårdt i banens længderetninger. De var begge væsentlige faktorer i, at gæsterne ikke fik held til at udnytte Jeremiah Whites hurtighed overfor midterforsvaret som følge af deres konstante opmærksomhed på at stoppe muligheden for dybe stikninger. Specielt i anden halvleg var dette vigtigt, da offsidelinjen ofte blev lagt noget højere.
Chancer på stribe
Holmén skulle desuden være opmærksom på mulige huller, når Wass hyppigt løb med frem, lige som Kristiansen blev tvunget til at udgøre den offensive trussel i venstre side alene, som følge af Thomas Rasmussens endnu dårlige form efter skadesafbrækket. Det hårde arbejde betød dog muligvis også, at deres afslutninger ikke var på højeste niveau, men som positiv bemærkning må man notere, at det er længe siden de og alle de andre på hjemmeholdet har været i stand til at spille sig frem til så mange åbne chancer. En bedre udnyttelse er forhåbentlig næste skridt.
Har Kent Nielsen så vist, hvordan hans Brøndby-hold vil og skal spille? Ingen tvivl om at man endnu er langt fra stigens top med flere trin at bestige. Men det så fornuftigt ud efter pausen. Ikke mindst kunne man forestille sig, at den fysiske dimension med hårdtarbejdende Holmén, Gislason og Kristiansen på midten kombineret med mere spiliscensættende typer som Krohn-Dehli og Farnerud er en væsentlig del af Lex Kent.
Man of the Match
Max von Schlebrügge løber med 90minutter.dks titel som kampens bedste spiller. Sammen med van der Schaaf var han utroligt påpasselig igennem alle 90 minutter, lukkede totalt AGF’s offensiv ned og fyldte desuden godt på de offensive dødbolde. Generelt har den defensive organisation virket god i de første tre kampe, og de lave karakterer til Holmén og Kristiansen må også delvist ses i det lys. De arbejdede som tidligere skrevet meget hårdt tilbage i banen, men taber desværre også begge en del bolde i det fremadrettede spil. Efter den første sejr i 2009 er der givet gennemsnitskarakterer over en bred kam. Var de to halvlege bedømt hver for sig, havde det dog givet noget divergerende resultater. Der er dog ingen tvivl om, at god eller dårlig kamp til trods er Kent Nielsens foretrukne fundet. Det skal blive spændende at se, om han holder lige så stædigt fast i de samme 11, når programmet bliver tættere.
| 90min.dk karakterer | |
|---|---|
| Max von Schlebrügge | 3.7 |
| Alexander Farnerud | 3.2 |
| Daniel Wass | 3.1 |
| Stephan Andersen | 3.1 |
| Michael Krohn-Dehli | 3 |
| Remco van der Schaaf | 2.8 |
| Morten D. Rasmussen | 2.7 |
| Thomas Rasmussen | 2.6 |
| Stefan Gislason | 2.5 |
| Samuel Holmén | 2.4 |
| Jan Kristiansen | 2.2 |
| Ousman Jallow | ub |
| Kasper Lorentzen | ub |
| Gennemsnit: | 2.8 |
90minutter.dk’s karakterskala går fra nul til fem, hvor nul er den laveste og fem den højeste karakter. De samlede karakterer er et gennemsnit af redaktionens individuelle karaktergivning. Kun spillere der har spillet mindst 45 minutter bliver bedømt.
11 kommentarer til “Analyse: Jo mindre rum, desto mere plads”
Smid en kommentar
Du skal være logged ind for at skrive en kommentar.
17. marts, 2009 kl. 07:53
Fantastisk analyse 90Min, jeg havde præcis den følelse af alle de brændte chancer vil ende med at AGF fik et lucky punch.
Med dejligt med sejr, men puha der er stadig meget plads til forbedring. TR mangler i den grad kampform, for han hældte godt nok mange bolde ud over linien, men det eneste der hjælper er kampe.
Jeg syns Holmen og Gislason spiller en skidt kamp, hvor Holmen er helt usynlig og Gisla taber enormt mange bolde.
Jeg syns slet ikke vi er i gear i første halvleg, men flot af Kent af det bliver justeret så godt på en halvleg.
Så syns jeg altså vi får alt alt for lidt ud af vores topscore Duncan, og det tror jeg at det skyldes Farnerud har for fri en rolle og dette påvirker også Krohn-dehli, som jeg ikke syns er i samme gear overhovedet…
På et tidspunkt rendte Farnerud rundt nede mellem Kristiansen og Rasmussen, i en defensiv situation, Respekt for at han vil arbejde for holdet, men han skal altså nøjes med at vandre rundt om Duncan oppe foran, hvor Farnerud tager sig af udfordringer og Duncan tager sig af bokskampene..
men fedt vi vinder så forholdvis suverænt, tror vi er på vej!
17. marts, 2009 kl. 08:12
Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen. Kent formår virkelig at skabe en ændring når det ikke kører. Vi har set det både mod Fck og nu AGF. Det sad jeg ofte og savnede under TK. Så skal de bare lave ændringen fra starten næste gang, så det bliver til en hel god kamp. Spændende næste runde i øvrigt. En OB sejr eller uafgjort i Parken er vel ikke utænkeligt
17. marts, 2009 kl. 09:25
Jeg forstår ikke helt at der er så stor forskel på karakteren til max og så til remco, selvom jeg godt ved max er lidt en gud herinde, men syntes de begge to spillede en rigtig god kamp defensivt og max smed altså flere bolde væk fremad banen.
Er helt enig i at det igen var jan k som banens dårligste, giv ham nu den pause, så vi kna få farnerud ned på kanten, hvor han gjorde det godt mod fcm og så jallow i front.
17. marts, 2009 kl. 10:03
Fin analyse som sædvanlig.
Må dog sige at jeg er meget uenig i den store forskel i karakter på Remco og Max. Det lader til at Max ofte får lidt højere karakter end hans indsats egentlig beretter til, sikkert fordi han er en yderst populær spiller.
Jeg vil gerne understrege at jeg syntes Max er en fantastisk spiller!
Men forskellen på Max og Remco i kampen mod Agf var altså ikke voldsom stor. Remco ligger (måske lidt heldigt) den afgørende aflevering til Duncan, som laver assist til Farnerud. Derudover spiller han bundsolid gennem hele kampen, hvilket Max også gjorde. Mens Remco konsekvent losser bolden væk, hvilket kan være frustrerende at kigge på, prøver Max ofte at spille den lange aflevering, som ofte mislykkedes. Og ydermere kostede Max så også lige et hjørnespark mod Agf fordi han absolut skulle drible lidt for meget.
For at blande Bischoff ind i debatten mener jeg som mange herinde ikke at han har spillet sig af. Han har blot været skadet. Omvendt har Remco så absolut heller ikke spillet sig af…
17. marts, 2009 kl. 11:54
God analyse, og jeg er meget enig i det meste. Jeg må tilstå at jeg har noget svært ved at vurdere Jan Kristiansen, for ofte bidrager han ikke med det store, og laver nogle fejl, men omvendt har han næsten altid, nogle chanceskabende afleveringer som kommer ud af ingenting. Derudover ved vi også, at han altid er meget giftig, hvis han får en afslutningsmulighed. Derfor kan jeg godt forstå hvorfor Kent meget nødigt tager ham ud Det til trods for, at jeg meget bedre kan lide en teknikker som Farnerud, og gerne så ham spille venstre kant.
Jeg synes dog det er lidt irriterende, at det altid er Farnerud som bliver pillet ud til fordel for Jallow, uanset hvor godt Farnerud har spillet. Man kan også tydeligt se, at det irriterer Farnerud. Det må være frustrerende at være en af vores bedste offensive kræfter hver gang, og så alligevel være den første der bliver pillet ud.
17. marts, 2009 kl. 14:27
Farnerud bliver taget ud, da han ikke har flere kræfter !
17. marts, 2009 kl. 14:30
Nøj, hvor var det ellers en fed trøje…
18. marts, 2009 kl. 11:53
@ KimA
Det er muligt at du og Kent Nielsen kunne se at Farnerud var løbet tør for kræfter, men det kunne hverken jeg eller Farnerud, der til tydelig frustration rystede på hovedet da han blev udskiftet.
18. marts, 2009 kl. 15:27
Jeg mener ikke, at det betyder så meget om Farnerud er træt eller ej. Personligt mener jeg det er en ret klog disposition at skifte Ousman Jallow ind i stedet for svenskeren. Nu er det en ny angriber som AGF-forsvaret skal tage stilling og han skaber tydeligvis forvirring i AGF-forsvaret og får (måske lidt heldigt) pandebrasken på og scorer.
18. marts, 2009 kl. 22:07
Flot analyse, og fornuftige karakterer (selvom 3.7 er meget højt).
Jeg er jo ikke fan af Schaaf og kan slet ikke forstå bevæggrunden for at spille med ham, jeg troede jo netop at Howard blev solgt fordi vi havde for mange dernede. Nu viser det sig at Schaaf slet ikke var en backup til den defensive midt, men et regulært indkøb til start-11′eren. Mærkeligt. Fyren klarede sig ikke for godt i den næstbedste række i England; lad os lige huske på at Bischoff altid spillede, når han var fit for fight, også i den _bedste_ engelske række. Det må være træls at sidde ude for ham, når han endelig har én af sine få gode perioder. Træls og uretfærdigt. Schaaf spiller ikke godt, og det skal I nok komme til at se før eller siden. Og til holmand, det hjørnespark som du siger Max var skyld i, det tilskriver jeg Schaaf. Man kan se at Max kigger op for at spille bolden, men at ham han vil aflevere til er dækket op. I en situation hvor ens makker er presset, skal man altså forsøge at gøre sig spilbar. Men ok, jeg ser det hele med anti-hollandske briller på.
Han spillede heller ikke til den karakter han får herinde, men ok han er stabil og laver ingen fejl; ikke noget I normalt belønner Duncan for. Duncan spillede i øvrigt rigtig fint, sled som vanligt, og lavede tilmed en rigtig fin assist. Hvorfor får han en dårligere karakter end den langsomme hollænder, der clearer for et godt ord?
Til gengæld får Holmén og Gisla alt for lave karakterer (hehe).
Og ja Jaja, man skriver fordi man tror man ved bedre og mener, at man har en interessant mening, hvis man ikke har det så holder man jo bare sin mund, det ved du jo alt om. Desværre var jeg ikke dygtig nok til at skrive for 90min, som du ved. Men lad os holde os fra personlige kommentarer, det klæder sjældent nogen.
19. marts, 2009 kl. 11:20
Skal da lige love for du ser det hele med anti-hollandske briller, syntes ikke det virker særlig sagligt, virker ikke som om du bedømmer dem udfra hvordan de egentlig gjorde det, men mere efter hvem du kan lide. Det hjørne spark som max giver i første, kan man kun tilskrive en mand og det er max. han har rigeligt med tid til at spille den, men skal lige prøve at drible lidt, fordi det var lykkes gangen inden og da han så har driblet sig i problemer, så er det stephan han prøver på at finde og ikke remco. også derfor max lige råber til stefan, lige nede foran hvor vi stod, så det var ikke remco.
remco klarede sig fint i den hollandske liga og var anfører, så kom han til england og var skadet det meste af tiden, så nej der klarede han sig ikke godt, men det gjorde mikkel heller ikke mens han var skadet, så syntes det er en meget mærkelig sammenligne du får lavet, men okay det er jo bare min holdning.