Risager: Damen stirrede dumt på Eggen

4. december, klokken 9:00 af Bruun

Jens Risager kom fra det mørke Jylland og gjorde Brøndbys venstreside til landets mest frygtede. Den hårde mand, der tidligere havde spillet for Herning og Holsterbro, lukkede effektivt af, og uddelte stål til de modstandere, der nu engang turde nærme sig. Hans no nonsense attitude skaffede Risager mange tilhængere, og en gruppe af dem valgte lige frem at hæve hans status til Ayatollah. Om synderen frygter for en fatwa vides, men faktum er, at der stadig ikke er vished om, hvem det var, der rev hul på Jens Risagers pung i den famøse kamp mod OB.

Hvordan vil du beskrive din tid i Brøndby?

- Jeg havde en fantastisk tid i Brøndby, det var faktisk lige fra jeg startede til jeg sluttede. Allerede efter de tre første kampe, var jeg kommet ind på holdet, hvor jeg så lå og røg lidt ind og ud de første to år, før jeg blev udlejet til Ikast i et halvt år. Da jeg kom tilbage fra Ikast, var jeg fast mand ind til jeg stoppede min karriere.

- Det var en stor omvæltning fra Holsterbro til Brøndby, og man kunne da godt mærke, at det var en professionel klub man var kommet til, og at der var meget godt styr på tingene.

- Lige som klubben var inde i en rivende udvikling, så skete der også noget på tilskuerpladserne. Der var også fans i starten, men der var slet ikke lige så mange tilskuere i begyndelsen af 90′erne, som der var, da jeg sluttede i ’98. Det var super godt, da jeg stoppede, og jeg kan da forestille mig, at det kun er gået fremad siden.

- Det var også et meget stort skulderklap for mig personligt, da jeg så Ayatollah Risager banneret. Det var bare en super oplevelse. Et år eller halvandet efter jeg stoppede, så jeg det til en kamp derude, og det tog jeg virkelig som et klap på skulderen. Sådan opfattede jeg det i hvert fald.

Hvad har været din bedste oplevelse i klubben?

- Så vil man jo altid gå tilbage til nogen af de kampe man var med i, og de bedste var 1-0 på Anfield mod Liverpool og 5-0 nede mod Karlsruhe. Hvis man snakker fodbold i hvert fald.

- Derudover var der en masse gode oplevelser med holdkammerater. Jeg havde blandt andet en super oplevelse, lige da jeg kom til Brøndby, hvor jeg kom ind, og var helt grøn. Den første der rejste sig op, det var Per Frimann, der kom hen og gav mig hånden, præsenterede sig og viste mig rundt. Han var landsholdsspiller på det tidspunkt, så det var stort. Det gjorde sgu et stort indtryk på mig, og det viser også meget om hans personlighed.

- Senere kom jeg selv på landsholdet, og det havde jeg overhovedet ikke regnet med. Det var en stor oplevelse. Og da jeg nåede landsholdet, kunne jeg godt mærke, at jeg havde nået det, jeg kunne opnå med mit talent, så det var da lækkert at prøve.

- EM i 1996 var også sjovt at prøve, men det var alligevel sådan lidt. Selvfølgelig var det en stor oplevelse at repræsentere sit land ved en slutrunde, men der var skår i oplevelsen, synes jeg. Blandt andet fordi at lige meget, hvordan jeg spillede, og hvordan det gik, så fik jeg kritik i pressen. På det tidspunkt havde vi ikke et stærkt og sammentømret landshold, og jeg oplevede flere spillere, der overhovedet ikke gad at snakke med en.

- I Brøndby oplevede jeg det helt modsatte, og der var et kæmpe sammenhold, og det var også derfor vi vandt hele tiden. Der stod man sammen om tingene, hvilket slet ikke var det, jeg oplevede på landsholdet. I dagene op til min første landskamp mod Belgien sad jeg for eksempel over for Brian Laudrup hver gang vi var nede og spise. Han snakkede ikke til mig i tre dage. Michael Laudrup henvendte sig heller ikke til mig, og det var der flere, der heller ikke gjorde. Og det viser, at der ikke er sammenhold på et hold.

- Jeg har oplevet at spille landskampe med en spiller foran mig, som ikke snakkede til mig i 90 minutter. Det var mærkeligt slet ikke at kommunikere med en, jeg spillede sammen med i venstre side. Modsat spillede jeg sammen med Ruben Bagger i Brøndby, hvor vi havde et super samarbejde. Vi snakkede til hinanden og hjalp hinanden under kampen. Man hjalp ikke hinanden på landsholdet, og det var også derfor, at det ikke gik så godt i ’96.

- Sammenholdet i en klub er meget vigtig og spillerne skal fungere sammen. Der skal være et hierarki, men det er vigtigt at dem øverst i hierarkiet også har kontakt til dem længere ned. Der er ingen tvivl om, at jeg lå i den lave ende af hierarkiet på landsholdet, og der var det tydeligt, at hvis dem der ligger øverst ikke har respekt for dem der er længere nede, så fungerer det ikke.

Hvilke spillere så du i din fritid?

- I min fritid så jeg en lille smule til Allan Ravn. Men den jeg så mest til var Søren Hansen, der var reservemålmand under både Peter Schmeichel og Mogens Krogh. Ham plejer jeg stadig omgang med, men han er sådan set også den eneste fra Brøndby, jeg stadigvæk ser.

Kan du nævne en sjov hændelse fra din tid i kluben?

- Jeg har oplevet slåskampe til træning, og folk der tog kvælertag på hinanden, så der har da været flere ting. Men en sjov oplevelse var, da vi skulle ned til Tyskland og spille. Norge var jo ikke medlem af EU, så Dan Eggen skulle over i en anden paskontrol end vi andre. Han smider så passet, men damen bag skranken sidder bare og stirrer dumt på ham. Det forstod hun simpelthen ikke, og Dan stod også bare og gloede. Han kunne ikke forstå, hvorfor han ikke kunne passere, men så viste det sig, at han havde taget sin bankbog med. Det grinte vi lidt af.

Fem Fromme

And eller flæskesteg?

- Det skal være begge dele. Og det er min mor der laver maden.

Jul i Danmark eller udlandet?

- I Danmark

Hvad er dit største juleønske?

- Mit største juleønske? Det er, at julemanden kommer, så mine unger bliver tilfredse.

Hvem i Brøndby vil du gerne sende en julehilsen til?

- Det ser han jo nok ikke, men Uche vil jeg gerne sende en julehilsen til. Ham skal man nok helt til Nigeria for at finde igen.

Får du mandlen i år?

Nej, det gør jeg ikke. Og hvis jeg får den, så ryger den videre til en af ungerne.

Se hvilken bruger, der har vundet dagens præmie og deltag selv i morgendagens konkurrence.

8 Kommentarer